BYENS HISTORIE
Fiskerlejet Snogebæk omtales første gang i 1555, men menes at have været beboet tilbage i middelalderen. Oprindeligt har der kun eksisteret en ret spredt bebyggelse, hovedsageligt i form af små avlsbrug, og beboerne har levet af landbrug og fiskeri. Det første egentlige havneanlæg blev etableret af fiskerne i 1869 og blev bygget helt inde ved kysten, men havnen sandede hurtigt til. I 1889 byggedes en ny ø-havn med en ca. 100 m lang gangbroforbindelse. Havnen er i nyere tid suppleret med jollehavn og dækmole.
BYENS UDVIKLING
En større byvækst oplevede Snogebæk først i det 19. århundrede,
hvor nye huse skød op mellem de ellers spredte smågårde.
Mod nord mod Balka og mod syd ved Bro begyndte nye sommerhusområder at skyde på fra 1920’erne.
Også i nyere tid er såvel byen som sommerhusområderne vokset en del. Samtidig er en hel del turistorienterede
forretninger dukket op i havneområdet og langs Hovedgaden. Snogebæk er de seneste årtier udbygget med flere nye parcelhusområder mod vest, så Snogebæk by i dag har knap 800 indbyggere.